BAMOK ønsker glædelig jul til de morgenfriske lørdag d. 1. december

I Båring Asperup Musik og Kulturforening er der en mangeårig tradition for, at koncertbilletterne går som varmt brød. På lørdag morgen er det rent faktisk det varme brød, BAMOK serverer for lokalbefolkningen.

Musikforeningen kører nemlig det rullende baglokale ud ved Dagli’Brugsen i Båring for at ønske glædelig jul til de morgenfriske.

– Vi har købt 250 friskbagte rundstykker af Dagli’Brugsen og deler dem ud til Brugsens kunder fra kl. 8, fortæller BAMOK-formand Jesper Ulriksen.

Bagtanken med det friske brød er simpel, forklarer han.

– Vores primære mål med BAMOK er at sikre levende musik i lokalområdet. Men vi vil generelt gerne være med til at sikre den gode stemning i Båring. Og lørdag er musikken skiftet ud med friskbagt morgenbrød, siger Jesper Ulriksen.

BAMOK-rundstykkerne er gratis.